Det hele startede med en glæde for at tegne og skabe noget, med et blankt stykke papir som udgangspunkt. I dag har begge gæster startet deres egen virksomhed inden for produktdesign.
Mads Hindhede Svanegaard ejer virksomheden Designersvane, han er industriel designer og har specialiseret sig i produktudvikling og 3D visualisering, og så har han bl.a. arbejdet for Coloplast samt designet høreapparater hos Oticon, en af verdens førende virksomheder inden for sit felt. Christina Halskov har for nylig startet virksomheden Halskov Design Studio, og hendes viden indenfor, bl.a. industriel design, konceptudvikling og designstrategi er mildest talt imponerende.
For begge gæster er nysgerrighed en helt naturlig del af designprocessen. En virksomhed har ofte en idé om, hvilke behov/udfordringer, de har. Designerens opgave består i at bevare et åbent sind, være nysgerrig og stille alle de ‘dumme’ spørgsmål samt foretage en grundig research. Det er med til at sikre, at idé, design og løsning er original, relevant og modstandsdygtig. Christina Halskov brainstormer i en sideløbende proces og altid i fri hånd, for “den forbindelse mellem hjernen og hjertet og hånden – blyanten og det taktile papir”, fører altid noget med sig,
“så kan det godt være, at det er noget, der er skide grimt og helt umuligt i starten, men selv ud af det mest umulige, kan der komme noget godt – et eller andet, som bringer dig videre til det næste. Og dén proces, det er jo en skabelsesproces, og den bliver aldrig kedelig.” – Christina Halskov
Selvom Christina Halskov og Mads Hindhede Svanegaard produktudvikler og -designer til nat og dag, ser processerne stort set ens ud. Og produkterne har alle én ting til fælles: relevans. Alt har nemlig relevans, det handler bare om at finde frem til den og dyrke den. I dialogen mellem forbruger, eksperter og designer finder man ofte frem til både udfordringer, behov og relevans. Og når man designer produkter til medicinal brug, er det en forudsætning, at produktet tilgodeser et medicinsk behov og er understøttet af forskning. Men de menneskelige behov og udfordringer må ikke negligeres.
Og så midt i al snakken om produktdesign og processer, trænger et uundgåeligt spørgsmål sig på:
“Hvad skal vi med alle de ting, som vi bliver ved med at producere?” – Kristina May Pries
Vi befinder os muligvis i en bæredygtig transformation, som vi må forholde os til – en form for identitetskrise, mener Christina Halskov, for hvad stiller man op med “den der egoistiske skabertrang”, når verden har nok stole og bordskånere?
Svaret er: æstetisk bæredygtighed. Produkter skal være bæredygtige og æstetiske. Æstetikken er med til at tiltrække forbrugeren og overbevise dem om et mere bæredygtigt valg. I valget af materiale og produktionsmetode bor der en handlekraft, som designeren må være bevidst om. Materialer taler, men det kræver en enorm viden at oversætte og forstå sproget. Og vi skal øve os: i at elske det uperfekte, bevare nysgerrigheden og fortsætte med at være relevante:
“Det er nok vores stærkeste våben, som designere, altid at være nysgerrige og den empati, der ligger i at være i stand til at stille nysgerrige spørgsmål, for bedre at forstå, hvilke behov, der er. Og det kan både være en æstetisk problemløsning eller en funktionel. Der hvor designere virkelig er relevante, er hvor vi er i stand til at balancere de elementer, der er, og som nogle gange er modstridende, og få det til at gå op i en højere enhed. Og vi vil vedblive at være relevante i fremtiden, for der er altid behov for at lave noget, der passer til den tid” – Mads Hindhede Svanegaard
Design Kan… er et branding-, og designpodcast, kreeret af det grafiske designbureau AM. Dets vært, Kristina May, er CEO, brandspecialist og partner i det københavnske bureau og vil, sammen med interessante gæster, undersøge alt fra flyvske ideer og konkrete koncepter der muligt kan kaste lys over spørgsmålet – hvad er det design egentlig kan?
Mads Hindhede Svanegaard, industrieldesigner og ejer af Designersvane
LinkedIn
www.designersvane.com
Instagram
Christina Halskov, industrieldesigner og arkitekt, partner i Halskov & Dalsgaard Design samt Halskov Design Studio
LinkedIn
www.halskovdalsgaard.dk
Instagram
Book et foredrag
Vi tilbyder 3 typer af foredrag, som kan bookes og tilpasses efter aftale. Foredragene er tænkt til alle størrelser af organisationer samt netværksgrupper.