Det er en snoet vej, der kendetegner Hans Falleboes faglige profil, fra ingeniørstudiet, forbi smedjen, til arkitektskolen i Aarhus, hvorfra han blev uddannet inden for bygnings- og industrielt design. I dag er Hans Falleboe Head of Design hos Coloplast på sjette år, og forinden var han senior konceptudvikler i 5 år. Coloplast er en familieejet virksomhed, der designer og udvikler produkter inden for intim sundhedspleje, og har eksisteret siden 1957, hvor den allerførste stomipose blev sat i produktion. 

“Det er jo et sindssygt svært område. Det er meget tabuiseret, det bliver heldigvis mindre tabuiseret, men det må være en rigtig svær erkendelse, at man skal til at bruge jeres produkter – alt det, der kan gå galt og alt det, man skal vænne sig til… hele brugerrejsen.” – Kristina May Pries

Bekymringer, angst, skam og andre svære overvejelser er vigtige at imødekomme og have for øje. Der medfølger et ansvar, en seriøsitet og en sensitivitet, når man designer intime produkter. 

“Det kan godt ske, at Coloplast ikke laver de mest sexede produkter (…), det kan også godt ske, at brugerne i virkeligheden ikke ønsker at bruge vores produkter, men er tvunget til det. Men jeg synes, forpligtelsen til at lave et godt produkt og en god brugeroplevelse, den skulle vi tage til os.” – Hans Falleboe

Coloplast etablerer et internt designteam, fordi de indser, at produkterne må bevæge sig væk fra det medicinske udtryk. De skal appellere mere til til forbrugeren, og det betyder mere fokus på designet. For forbrugerne forventer efterhånden, at det funktionelle – ja, fungerer – Coloplast må også indtænke det emotionelle lag i produktudviklingen: har forbrugeren det godt, og føler de sig selvsikre i deres hverdag?

Opdateringen af en stomipose, hvor materialer, form og farver skulle gentænkes, centrerede netop om balancen mellem funktionalitet, æstetik og komfort. Produkterne skal blende ind i hverdagen – bogstaveligt og billedligt talt – og bl.a. blev den oprindelige “grisefarve” udskiftet med en varm grå, der lettere skjules under en hvid t-shirt, og som imødekommer flere brugere. Brugernes input og anatomi, deres erfaringer og holdninger er uundværlige – men ikke diktatoriske – i produktudviklingen. Det betyder, at processen aldrig er lige til – men altid forbundet med kaos og gnidninger – og det gælder om at arbejde med en proces, der kan rumme dét.

Tillid er ligeledes uundværligt og afgørende for, at man gennem dialog kan løse de udfordringer, der opstår. Ved at tage ejerskab over designprocessen og design-dna’et, indgyder man stolthed hos medarbejderne og skaber tillid i organisationen. Ejerskabet manifesteres hos Coloplast i en guide, der tager udgangspunkt i brugeren, og som skal inspirere til at tage de rigtige beslutninger.

“Man kan jo sagtens arbejde sammen med eksterne, men det [er vigtigt] at eje dna’et selv – at det er integreret og der er ambassadører internt i organisationen, som har en grundlæggende stolthed omkring det, og som kan arbejde videre i samme spor” – Kristina May Pries

De processer, som bruges i designteamet breder sig i hele Coloplast, der ifølge Hans Falleboe, i langt højere grad end tidligere anvender designprocesser. Processerne skal ses som konstant og cirkulær bevægelser, der hele tiden bidrager med ny viden og erfaringer, og det er en vigtig erkendelse, ikke kun for Coloplast, men for alle virksomheder, at man ikke ved alt, men hele tiden kan blive klogere.

 Hans Falleboe, Head of Design hos Coloplast

LinkedIn

www.coloplast.dk

design kan drive strategier coloplast

Book et foredrag

Image

Vi tilbyder 3 typer af foredrag, som kan bookes og tilpasses efter aftale. Foredragene er tænkt til alle størrelser af organisationer samt netværksgrupper.